Nu er det pludseligt snart

Som det ser ud nu, så tager jeg afsted til Island i år. Min plan er at tage til Island omkring 1. juni, og det er jo nærmest lige om lidt. Jeg er overhovedet ikke klar. Det eneste jeg har roet i år er et par kilometer på fladt vand på Møllesøen ved Ry ifm. kajakintro for højskoleeleverne. Jeg ville gerne lige have lidt km. i armene inden jeg tager afsted. Jeg ved ikke, om jeg kan nå at opbygge noget styrke.

Jeg mangler at få styr på en del praktiske ting. Først og fremmest skal jeg have anskaffet mig en PLB (Personal Locator Beacon), så jeg i en nødsituation som sidste udvej kan tilkalde kavaleriet. Dette er en opgradering i forhold til DK rundt, da forholdene er lidt større, og jeg ikke kan regne med mobilkontakt.

Så skal jeg have skaffet mig en hjelm og nyt sprayskirt, udskiftet wiren til finnen, lavet en strømløsning samt andre småting.

Tørdragten har fået nye latexmanchetter og jeg har lappet et par huller i den. Så jeg håber, at den kan holde mig tør i et par tusinde kilometer endnu.

Jeg er aktivt begyndt at søge råd og vejledning rundt omkring, og Tue Olesen, der selv har roet Færøerne rundt, har vejledt mig i valg af elektronik. Mens den danskboende islænding Fylkir Svævarsson, der selv gerne skulle nå Danmark rundt til sommer, har været behjælpelig med islandske forhold.

Selv om beslutningen om at tage afsted nu er taget, så betyder det ikke, at jeg død og pine skal nå rundt. Jeg er ikke bange for at give op, så hvis det ikke er sjovt mere, eller forholdene stiger mig over hovedet, så finder jeg bare på noget andet, at bruge min sommer på. Som sagt satser jeg på at tage til Island omkring 1. juni. Superkvinden Freya Hoffmeister, har tager turen på 33 dage. En lokal islænding tog turen på tre måneder sidste sommer. Jeg satser på små to måneder, men vejret er jo utilregneligt, specielt på Island

 

 

Skriv et svar